skip to Main Content

Tove Hummel

Om kunstneren
Tove Hummel er født i 1939 i Dresden og uddannet pottemager i Kongsberg, Norge (1953-59) og på Det Kgl. Danske Kunstakademi (1961- 66, 1971). Hun debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1961 og har siden udstillet på bl.a. Charlottenborgs Forårsdustilling, Kunsthallen Nikolaj, Vejen Kunstmuseum, Galleri e Gl. Strand samt på Østersøbiennale, Rostock, og Kunsthalle Rostock.

Tove Hummel har modtaget en række legater og priser, heriblandt Bendix Legat (1963, 1970), Sødrings Pris (1966), Serdin Hansens Pris (1967), Statens Kunstfonds arbejdslegat (1968, 1982, 1984, 1988, 2000), Oluf Hartmanns Legat (1977), Holger Nathanael Smidts Mindelegat (1991), Ebba Celinders Legat (1993), Henry Heerups legat (1993) og Irgens-Berghs Legatet (1993). Hendes værker er repræsenteret på Statens Museum for Kunst og Den Kgl. Kobberstiksamling. Tove Hummel er medlem af Kunstnersamfundet, BKE, Den fynske Forårsudstilling og Corner (1985).

Om kunsten
Med glød og nærvær skildrer Tove Hummel mennesket og dets omgivelser. Hendes realistiske, farverige billedverden er kendetegnet ved et socialt engagement, der løber som en understrøm i hendes arbejder, hvad enten hun udtrykker sig i tegning, oliemaleri, akvarel eller modelleringer i ler.

Tove Hummels motiver kredser fortrinsvist om portrætter og bybilleder. Med et blik for både det personlige og det kollektive kan man i hendes værker møde skorstensfejeren, der stolt poserer i sit arbejdstøj, ligesom hun skildrer det travle hverdagsliv, som udspiller sig i byens rum. Hvert billede føjer nye facetter til fortællingen om den menneskelige tilværelse, hvor den enkeltes kamp for at skaffe til dagen og vejen indgår i en større cyklus af liv og virkelyst, som kommer til udtryk i bylandskabets bygninger og fabriksområder.

Menneskehedens destruktive natur er også et tilbagevendende tema. De mørkere punktnedslag gengives ofte gennem landskabet, som når en brændende lyngmark med sin sorte nøgenhed skaber associationer til krig og ødelæggelse eller til klimaforandringer, som når en altfortærende sol troner over en civilisation, der er ved at synke i grus under en vældig flodbølges tryk. Gennem afbildningerne af de skader, vi har påført jorden og naturen fremmaler Tove Hummel, hvordan vi til tider er vores egen værste fjende.

Kilder:

Møller, Dorthe Falcon: Tove Hummel. I: Weilbachs Kunstnerleksikon

Ved Volden 13, 5. tv.,
1415 København
Mobil: 23 47 67 78

Back To Top