skip to Main Content

Linda Bjørnskov

Om kunstneren
Linda Bjørnskov er født i 1973 og bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006, og har derudover læst Det Grundfaglige Studium i Kunsthistorie fra Københavns Universitet. Linda Bjørnskov debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1998, og har siden udstillet flittigt i ind- og udland heriblandt soloudstillinger på ARCOmadrid, Vendsyssel Kunstmuseum, Traneudstillingen, Galerie Moderne og Bie & Vadstrup. Hun har modtaget legater fra Marie Langhoff¹s legat, Kulturministeriets Udviklingsfond, Ebba Celinders legat og Statens Kunstfond. Derudover har hun udført flere offentlige udsmykninger. Linda Bjørnskov er medlem af Billedkunstnernes Forbund, og Kunstnersammenslutningen Corner (2016). For mere fyldestgørende cv, se www.lindabjornskov.dk

Om kunsten
Maleriet står helt centralt i Linda Bjørnskovs kunst. Hun bruger sit medie til at fortælle historier, der både rummer en genkendelighed og en opfordring til nærmere undersøgelse af de felter, der har hendes særlige interesse. Teknikken kan variere i de enkelte værker. Fra det pastose maleri til mere collageagtige værker, hvor fotos og tekstiler indgår og refererer til tilstande udenfor værkets afgrænsede flade. Beskueren inviteres meget direkte til at bidrage med egen konfrontation med elementer fra den fælles ydre verden. Linda Bjørnskovs motivverden adresserer det problematiske både i det nære liv og i de politiske forhold, der indhegner dem. Menneskers – og især måske kvinders – sårbare positioner i forhold til de samfundsoverordnede dagsordener er genkommende temaer i hendes kunst. Udover maleriet har Linda Bjørnskov dyrket sine fortællinger i medier som installation og videoer.

Linda Bjørnskov

C.F.Richs vej 105 B, st
2000 Frederiksberg

tlf. 4144 8833
lindabjornskov@gmail.com
www.lindabjornskov.dk

Back To Top