Om kunstneren
Lars Ravn er født i 1959 og autodidakt kunstner. Han debuterede med soloudstillingen Måske står tiden stille på Tranegården (1982), hvorefter det er blevet til udstillinger på så forskellige steder som en cykelkælder på Nørrebro, Ny Carlsberg Glyptotek, Esbjerg Kunstmuseum, Trapholt, Charlottenborg, Vejle Kunstmuseum, Silkeborg Kunstmuseum, Fondation Cartier, Paris, og på Kunstakademiet i Houhot, Indre Mongoliet, hvor han også har virket gæsteprofessor (2009).
Lars Ravn har modtaget flere arbejdslegater og præmieringer fra Statens Kunstfond (1986,1996-99, 2003-04, 2007) foruden en række andre priser og legater som Sadolins Farvepris (1990), Kai Nielsens Mindelegat (1995), Ebba Celinders Legat (2000) og Henry Heerups legat (2005). Han er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Moderna Museet, Stockholm, ARoS, Silkeborg Kunstmuseum samt på flere provinsmuseer, og han har bl.a. lavet udsmykninger til Danfoss, Rigshospitalet og Carlsberg. Lars Ravn er medlem af Kunstnersamfundet, Akademiet og Akademirådet samt af Corner (2000).
Om kunsten
For Lars Ravn er kunst og liv to sider af samme sag. Med en fandenivoldsk legelyst og et uhøjtidelige motiv-arsenal af kaniner, kvinder, ornamenter, blomster og kaffekander udforsker han dagligdagens dramaer, drifter og sociale relationer med både humor og bid. For i det Ravnske univers handler om at blive til som menneske.
I sin kunst taler Lars Ravn først og fremmest til vores sanser. Hans glæde ved livet og dets utallige sanseindtryk kommer til udtryk i hans koloristiske farvebrug og rå formsprog. Uden hensyn til den traditionelle skelnen mellem fine og mindre fine billeder blandes og sammensættes de forskellige billedkulturer i nye, rebuslignende fortællinger om alt fra kærlighed, familie, seksualitet til frihedslængsel, tvivl og kunstnerisk skaben.
Lars Ravns alsidighed og sociale engagement kommer desuden til udtryk i hans appetit på materialer og teknikker. Om end maleriet er det tilbagevendende omdrejningspunkt, har han også arbejdet med glas, keramik, grafik, skulptur, installation og udsmykning. De håndværksmæssige eksperimenter er ofte blevet til i samarbejder med andre kunstnere og kunsthåndværkere, ligesom forfattere, filosoffer samt børn og unge inviteres til at deltage i hans kunstneriske projekter.
Kilder:
Ravn, Lars: Berøring en billedbog af Lars Ravn (næsten). Kesera, 2005.
Forfatternavn ukendt, Weilbachs Kunstnerleksikon.
Vodroffsvej 11,2.th
1900 Frederiksberg C
Tlf.: 40 54 90 96
Email: malerravn@gmail.com
www.larsravn.dk