Lars Heiberg er født i 1969 og er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Han har udstillet i både ind- og udland, heriblandt på: KUNSTEN Museum of Modern Art, Charlottenborg, Nivaagaards Malerisamling, Den Frie Udstillingsbygning, Brandts 13, Holstebro Kunstmuseum, Møstings Hus, Vestjyllands Kunstpavillon, Danske Grafikeres Hus, Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet, KØS, The Triangle Project – Istanbul Biennalen, Mongolian Biennale” Inner Mongolia Hohhot. China og på Biennale of Graphic Art i Kaliningrad.
Om kunsten
Dagligdagens rum samt brugs- og forbrugsgenstande er hovedaktørerne i Lars Heibergs værker. I hans figurative og fortællende univers lades det velkendte med forunderlige og til tider foruroligende undertoner, som vokser frem af sammenstød og overblændinger mellem forskellige stilarter og modsætningspar som natur-kultur, privat-offentligt, kunst-design.
Med afsæt i privatsfærens intime interiør og æstetik inviterer Lars Heibergs værker inden for i typiske køkkener, stuer og soveværelser fra de små hjem rundt om i landet, beboet af møbler, kitschet nips og ikoniske emballager fra supermarkedets vareudbud. Den almindelige motivverden kombineres ofte med en kompleks og konceptuel rumopfattelse, som fx når figurative elementer fusioneres med geometriske mønstre og farvefelter, der vækker associationer til tapet, porcelæn, lommetørklæder eller gardiner og skaber illusionen af forskellige dybder, som sameksisterer på billedfladen.
I sit arbejde spænder Heiberg bredt over maleri, grafik, akvarel, installation, fotocollage og skulptur, der stilistisk og ikke uden en vis ironi lægger sig mellem pop og nostalgi. Gennem sammenbringelsen af dekorative elementer, forbrugskultur og historiske referencer tilbyder værkerne et koncentreret blik på vores måde at leve og indrette os på, men åbner samtidig op for overvejelser af social og politisk karakter samt over hvilken rolle kunsten spiller i vores hverdag.
Vesterbrogade 101, 2 tv.
1620 København V
Mobil: +45 26 20 03 30
www.larsheiberg.dk




