skip to Main Content

Hans Voigt Steffensen

Om kunstneren
Hans Voigt Steffensen er født i 1941 og autodidakt kunstner. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1965 og har siden udstillet talrige steder i ind- og udland, heriblandt på Århus Kunstbygning, Sønderjyllands Kunstmuseum, Kunsthallen Nikolaj, Nivaagaards Malerisamling, Galerie Asbæk, Göteborg Konstmuseum, Cadogan Contemporary, London, og Musee de Art i Schweiz.

Han har modtaget flere legater, priser og fondsmidler, herunder Statens Kunstfonds arbejdslegat (1969), August Schiøtts Mindelegat (1974), Berlingske Tidendes Kunstnerlegat (1975), LOs Kulturpris (1987), Det Treschowske Fideikommis kunstnerlegat (1990) H.E.G. Fonden (1998). I 2002 blev han valgt som Årets Gentofte Kunstner. Hans Voigt Steffensen er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Kastrupgårdsamlingen, Kunstindustrimuseet, Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet. Herudover har han i udvalg skabt udsmykninger til TV-byen, Citroën Fabrikkerne, Venstres gruppeværelse, Christiansborg, Landbrugs- og Fiskeriministeriet samt for Dansk Industri. Han har været medlem af Corner siden 2003.

Om kunsten
Hans Voigt Steffensen er kendt og elsket af mange for sine farvestrålende, ekspressionistiske billeder, udført i olie, gouache eller akvarel. Med sparsomme virkemidler opnår han et enkelt og sanseligt udtryk fuld af musikalitet og bevægelse.

Gennem årene har Hans Voigt Steffensen arbejdet med de samme temaer og emner, og i dag formår han med ganske få, elegante streger at indfange essensen af sine motiver. Det ses tydeligt i hans studier af dansens væsen. Her skildres soloballerinaen og flamencodanseren såvel som det sammenslyngede par i et frisat, dynamisk og kraftfuldt sprog, som i kombination med de klare og varme farver udstråler en smittende livsglæde og erotik.

Med samme temperament har Hans Voigt Steffensen beskæftiget sig med både det danske og sydeuropæiske landskabs kolorit. På sine mange rejser har han især ladet sig inspirere af de forskellige folkeslags hverdagsliv, traditioner og glæder, som han med humor og menneskeligt overskud gør levende og vedkommende. Gennem sin kunst giver han, som én af de få i dansk kunst i dag, sit publikum en ren dosis solskinsvitaminer.

Kilder:
Grut, Ulla: Hans Voigt Steffensen. I: Weilbachs Kunstnerleksikon.

Købmagergade 26 G/4
1150 København K
Tlf.: 33 12 09 81
Email: voigt.steffensen@mail.dk
www.voigtsteffensen.dk

Back To Top