skip to Main Content

Finn Heiberg

Om kunstneren
Finn Heiberg er født i 1957 og er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi (1980-86). Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1980 og har siden udstillet på bl.a. Kunsthallen Nikolaj, Vestsjællands Kunstudstilling, Johannes Larsen Museet, Odsherred Kunstmuseum, Huset i Asnæs, Grænselandsudstillingen, Vestjyllandsudstillingen, Palæfløjen i Roskilde, Cromisterne, Pakhuset, Fuglsanghus, Galleri Salling, Nina J. Kunsthandel samt på Kunstakademiet i Houhot, Indre Mongoliet.

Finn Heiberg har modtaget De Bielkeske Legater (1980), Theodor Svendsens Legat (1982), Søren Chr. Jensens Legat (1985), og senest Henry Heerups legat. Han har solgt værker til Ny Carlsbergfondet og Vestsjællandske Amt samt til flere danske kommuner. Finn Heiberg er medlem af Kunstnersamfundet, Huset i Asnæs samt af Corner (2007).

Om kunsten
For Finn Heiberg er kunsten en mulighedernes legeplads. I slægt med naivismen beskriver han sin omverden i et let genkendeligt og uskolet billedsprog, og med en spontan fortælleglæde og begejstring for ting og farver inviterer hans billeder til at gense verden med barnlig forundring.

Finn Heibergs motivverden er som hans maleriske udtryk ganske ligefrem. Foruden hverdagslige opstillinger skildrer han havnepladser med skibe, kraner og containere eller trafikerede veje, der gennemskærer et byrum eller et landskab. Biler og andre transportmidler strejfer omkring eller passerer hinanden på vej ind eller ud af billedet. Sceneriernes tempo og aktivitet forstærkes af de hurtige, skitsemæssige strøg, mens de mange detaljer konstant lokker det helhedssøgende blik på nye afveje.

Det er især Finn Heibergs kraftige kolorit, der igangsætter værkernes fortællinger og stemninger. I spændet fra det lyse og lette til det mørke og dystre organiseres billedernes opbygning gennem mødet mellem lys og skygge og i farvernes samspil. Derfor kan man støde på en grøn sol, som underligt nok synes helt naturlig. Ved således at kortslutte vores fornuftsbestemte forventninger om virkelighedens fremtoning skærper mødet med Heibergs malerier bevidstheden om verdens mere legende dimensioner.

Kilder:
Grut, Ulla: Finn Heiberg. I: Weilbachs Kunstnerleksikon.

Skovmand, Morten: Om Finn Heiberg. I: Corner, katalog.

Svallerupstrandvej 9
4400 Kalundborg
Tlf.: 27 94 27 95

finnheiberg@gmail.com

Back To Top